Den fattige millionærarving

Den 55-årige kunstner Eva Merz har brugt det meste af sit liv på at løsrive sig fra sin fortid, skabe sin egen identitet og lede efter fællesskaber. Nu befinder hun sig der, hvor det hele startede. Det her er historien om en kvinde, der er alt det, hun ikke er født til at være.

Hun ved godt, at det er en fordomsfuld tankegang. Men hun kan ikke lade være. Hun forestiller sig ofte, hvordan beboerne på Strandvejen, Esbjergs Whiskeybælte, går rundt og bekymrer sig om, hvilke gardiner passer bedst til den nye designersofa, de lige har købt.

Eva Merz finder det ligegyldigt. Klaustrofobisk.

”Jeg tror, at jeg ville kede mig ihjel, hvis jeg boede der,” fortæller hun. Så ville hun hellere bruge tiden på det lokale værtshus med bekendte, som hun lærer noget af.

Det kan lyde som misundelse, når Eva Merz ikke har lyst til at bo i en stor villa. Men det er det ikke. Det er et aktivt valg. For Eva Merz kunne bo i et af husene og have en bil, der ville gøre de fleste misundelige.

Paradoksalt som det end lyder, voksede hun op i Hjerting nær Esbjergs strandvej og var én blandt tre arvinge til en stor virksomhed. Men siden teenageårene har hun forsøgt at løsrive sig fra den trygge opvækst, som hun har haft. I forsøget på at finde sig selv og sin frihed.

Hun har altid stræbt efter at føle sig fri. Det er også derfor, at hun aldrig har stiftet familie. Og aldrig kommer til det.

”Hvis jeg havde fået børn, ville det ikke længere handle om mig, og hvad jeg har lyst til.”

Eva Merz er i øjeblikket aktuel i podcasten ’Evas Arv’, som er produceret af ungdomsveninden Jutta Marie Jessen i samarbejde med Rakkerpak Productions.

”Da jeg lytter til podcasten, kommer jeg til at tænke på min ungdom. Hvorfor var det, at jeg gjorde, som jeg gjorde? Hvad ligger til grund for det?” spørger Eva Merz, da jeg snakker med hende.

Det her er historien om en kvinde, der som ung konstant vender ryggen til det, omverden vil have hende til. Eva Merz er alt det, hun ikke er født til at være. Hun bryder med den sociale arv og leder efter et sted at høre til. Det fører hende igennem mange samfundslag, indtil hun til slut ender der, hvor det hele startede.

Det er samtidig en anledning for Eva Merz til at se tilbage på et liv, som de færreste kan nikke genkendende til.

”Drengepigen”

Den 55-årige Eva Merz er akkurat en del af den såkaldte X-generation, hvis kendetegn er, at de kan lide luksus og vælger stabile jobs. Men selv når omverden forsøger at proppe mennesker ned i kasser og beskrive bestemte aldersgrupper som specifikke generationer, adskiller hun sig. Hun havde alle muligheder for at blive en del af familieforetagendet Hjerting Laks og tjene mange penge.

Men på et parameter er hun en Gen-X: De vil have indflydelse på, hvem netop de er.

Det har Eva Merz brugt et helt liv på at finde svar på.

”Folk siger ofte til mig, at jeg er en boheme. Og de har fuldstændig ret. Jeg er nok sådan en, der har en rimelig lav kedsomhedstærskel og et stort behov for frihed. Så vil jeg sige, at jeg også har en del empati og social indignation, som på mange måder er en drivkraft i mit arbejde.”

I kernefamilien følte hun sig anderledes. Når hendes to brødre tog i værkstedet med faren, ville hun med. Men det måtte hun ikke. Her var det klassiske kønsroller, som herskede, og Eva Merz skulle opføre sig som en pæn pige. Men det kunne hun ikke forstå, hvorfor hun skulle.

”Jeg blev vred over, at jeg ikke blev inkluderet og fik lov til at gøre det, som jeg gerne ville.”

I stedet burde hun gå på en kostskole for piger med fokus på det huslige arbejde. Ligesom hendes schweiziske mor, der var mere konservativ anlagt, havde gjort det.

Det skulle Eva Merz fandeme ikke. Det første spadestik til en ung kvinde med rebelske tendenser var taget.

Del overskuddet ud på medarbejderne

Som 16-årig nåede oprørskheden sit hidtidige højdepunkt. På hendes forældres kraftige opfordring startede Eva Merz i 1.g. Hendes nye bekendte var imidlertid lige et par år ældre og meget venstreorienterede.

”Der skete en opvågning,” kalder hun det.

Hun begyndte at diskutere politik med sin far, der ved siden af sit virke som forretningsmand, var konservativt byrådsmedlem. Forskellighederne kom mere og mere til udtryk i takt med, at hun udviklede en tydeligere selvstændighed.

Eva Merz kan huske en samtale med sin far, hvor deres modstridende politiske ideologier kom til udtryk. Det lå i kortene, at hendes brødre skulle overtage familievirksomheden, men det var egentlig ikke, fordi Eva ikke fik muligheden for at blive en del af virksomheden.

Selvom det snart er 40 år siden, at hun havde samtalen med sin far, glemmer hun den ikke.

”Min far tilbød, at jeg kunne få del i virksomheden. Men det krævede, at jeg blev i Esbjerg, sagde han. Det ville jeg ikke. Jeg sagde, at jeg synes, at firmaets overskud skulle han lave om til overskudsdeling, så dem, der sled i det, fik del i overskuddet.”

De snakkede aldrig om det igen.

Anarkisten valgte at droppe ud af det helvede, som hun betragtede 1.g og flyttede til Nordjylland for at arbejde med heste. Men som det ofte var med Eva Merz, opstod en rodløshed.

Den rodløshed har hun stadig. Hun har svært ved at hvile i at være ét sted. Det er hun imidlertid ved at lære.

”Der er stor forskel på unge og gamle Eva. Jeg har selvfølgelig en langt større selvindsigt nu. Der er mere ro på. Jeg har stadig udlængslen og nysgerrigheden, og jeg må opsøge mennesker, som jeg ikke kender. Jeg var meget vred som yngre. Men min indre vrede er jeg sluppet af med.”

Bohemisk nomade

Det gik op for Eva Merz, at hendes ekspanderende viden udelukkende omhandlede heste. Hun havde brug for andre indtryk. Derfor flyttede hun ind i et kollektiv som 19-årig i Esbjerg.

Dette blev startskuddet på mange år, hvor den unge kunstner ikke kunne finde ro i sin tilværelse. Livet udviklede sig til at blive en nomadetilværelse.

I midten af 20’erne flyttede Eva Merz til København for at dyrke sin kunstneriske side og leve det ultimative boheme-liv. Hun startede på fotoskolen Fatamorgana.

Her kunne hun spejle sig i sine omgivelser, som var en verden fuld af fotografi, debatter og kunst. Det var her, hun mødte Jutta. De levede nogle hæsblæsende ungdomsår i Pisserenden i 90’ernes København på et klubværelse på få kvadratmeter. Uden penge og uden varme.

”Boheme-livet udfoldede sig for fuld skrue i mine 20’ere.”

Jeg snakker med Eva Merz, mens hun sidder i sin egen lejlighed i Esbjerg. På papiret er der en enorm stor forskel på den Eva, som jeg taler med og den Eva, jeg får fortalt historier om. Hende Eva, der levede i begyndelsen af 90’erne, ville aldrig drømme om at flytte tilbage til Esbjerg i en lejlighed, som hun selv ejer.
Der hviler en underlig tvetydighed i luften, når Eva Merz taler om en nomadetilværelse og et boheme-agtigt liv. Det er ofte forbundet med folk, der ikke har et alternativ. Som mangler penge og bliver nødt til at leve på må og få. Men ikke Eva. Som unge havde hun ikke mange penge, fordi hun gav afkald på et liv på vestkysten. Men sikkerhedsnettet forsvandt aldrig under hende.

”Du har fuldstændig ret. Jeg har aldrig måtte leve som hjemløs. Uanset hvor få penge, jeg har haft, og hvor dårligt jeg har boet, så har jeg altid vidst, at der nok skulle komme nogle penge på sigt. Jeg vidste, at jeg ikke behøvede at bekymre mig om min pension. Det er jo et vildt privilegium. Jeg har haft sikkerheden, som mange mennesker, jeg kender, ikke har haft.”

Kampen på andres vegne

I familien Kjærgaard i Vestjyllands Hjerting var hun den venstreorienterede kunstner i en konservativ købmandsfamilie. I det indre København adskilte hun sig ikke i samme grad, når hun søgte efter nye fællesskaber og venskaber. Nogle gange med personer, hvis fortid på ingen måde mindede om hendes egen. Det hændte, at personer, som hun kom i berøring med, kom fra en opvækst med alkoholisme, omsorgssvigt eller fattigdom. Ofte endte hun som blind passager på et socialt ulig tog.

Ikke mindst da hun deltog i en march tværs over USA med indfødte amerikanere for at sætte fokus på fængslingen af aktivisten Leonard Peltier.

Hun er selv bevidst om sin egen rolle i en større, fælles sammenhæng. Hun har aldrig nogensinde følt, at hun skulle redde et menneske fra den tilværelse, som de er havnet i. Hverken i København eller USA.

”Folk taler om individer som stakler. Og det kan jeg ikke forstå. Jeg har mødt mange, som har haft det virkelig dårligt, men jeg har ikke ondt af dem. Jeg har empati og vil gerne høre deres historie. Jeg vil gerne hjælpe folk, hvis jeg kan. Men jeg føler ikke, at det er synd for dem. For så kigger jeg ned på dem. Men det er deres hverdagsliv, og selvom det ikke nødvendigvis er fedt, er der en vis frihed over det.”

Hun kan have en tendens til at blive indigneret på vegne af andre. Det er en slags kunstnerisk drivkraft. Det kan man også godt tillade sig som hvid, privilegeret dansker. Så længe man bliver inviteret med ind i gruppen som støtte.

Det lærte hun på sin vandring over USA.

”De var meget fintfølende for, om man legede indianer. Det skulle man ikke.”

Men det handler også om fællesskab og føle sig som en del af en gruppe. Når faderen fortalte historier om cowboys og indianere, var hun altid på indianernes side. Hun kalder det en barnlig fascination. Siden hen har hun fundet ud af, at tilhørsforholdet stak dybere.

”Det handlede om forbindelsen til naturen og sjælen. Men det handlede også om at være stolt og stærk.”

Mellemmenneskelig frem for medmenneskelig

Det er en hårdfin balance mellem at støtte en kultur og så bevæge sig over i grænselandet til kulturel appropriation og racisme. Hendes erfaringer fra USA har hun taget med videre i sit virke som kunstner, når hun har dykket ned i forskellige kulturer.

Hun ender med at kæmpe en sag for mennesker med en helt anden baggrund, end hun selv har haft.

”Det føler jeg godt, at man kan. Mange kirker og religiøse mennesker hjælper jo også med at samle tøj og penge indtil nødlidende mennesker. Det er fint, og det gør en forskel. Men ofte ændrer det ikke på, at der er et ‘dem og os’. Folk kommer ikke nødvendigvis tættere på hinanden gennem almisser.”

Som kunstner begyndte hun stille og roligt at udvikle en stemme. I perioder brugte hun som kunstner og privat person meget tid med grønlændere, der opholdt sig på Christiania. Her følte hun, at hun kunne slappe af på en uhøjtidelig måde. Der var roligt og ingen krav til, at man skulle præstere. I kristendommen er der meget fokus på det næstekærlige og det medmenneskelige. Det kan næsten lyde, som om det er det, som gør sig gældende for Eva, når hun rækker ud til mennesker i nød.

”Jeg er mere interesseret i at være et mellemmenneske.”

”Hvad er det?”

”Det er en interaktion og ikke almisser. Du kommer ikke og giver mad til en stakkel. I stedet for handler det om at være sammen. Det handler om, at man kan noget sammen. Være ligeværdige.”

Den sociale indignation og søgen efter fællesskaber førte hende i mange år til Skotland, hvor hun blandt andet interviewede gadetiggere til et kunstprojekt.

Flere gange i sit liv har Eva Merz haft muligheden for at vende de mere primitive forhold ryggen og tage tilbage til Esbjerg, og langsomt begyndte fortiden at indhente nomaden.

Da den gjorde det, boede hun stadig i Glasgow i Skotland, men Danmark begyndte at trække i hende.

Det var på tide at vende hjem, tænkte hun.

For Eva var hjem København, men skæbnen ville det anderledes. Hun forelskede sig i en gammel bekendt fra Esbjerg, som hun var villig til at flytte hjem for.

”Det holdt så ikke. Og så tænkte jeg: Åh nej, nu går det ikke, og jeg er flyttet helt herover,” siger hun i podcasten.

Ny form for frihed

Der skulle laves et generationsskifte i familievirksomheden – og Eva var retsmæssig arving. Det fik hun at vide af sin bror i 2012.

Det kom som sådan ikke bag på hende. Hun havde længe vidst, at hun stod til at arve, når faderen døde. Den fattige millionærarving skulle for første gange vænne sig mere til at være arving end fattig.

”Jeg anede ikke, hvad jeg skulle bruge dem på. Jeg har jo levet som fattigrøv i mange år og levet blandt folk, som ingen penge havde. Pludselig var jeg millionær.”

De fleste ville nok have fyret pengene af på store biler og dyre huse. Men ikke Eva.

”Det er så kedeligt og forudsigeligt.”

”Hvorfor er det dét?”

”Fordi det gør alle.”

Det var i samme ombæring, at broderen nævnte, at forældrene overvejede at stifte en fond. Det inspirerede Eva til at gøre det i deres navn til fordel for dem, som hun har levet side om side med. Derfor stiftede hun Verena Merz & Otto Kjærgaards Børnefond, som fokuserede på socialt udsatte børn og unge.

Bevidst eller ubevidst befandt Eva Merz sig pludselig i en situation, som var alt det, hun flygtede fra. Hun var millionær, boede i Esbjerg og for at det ikke skulle være nok: Hun investerede i en lejlighed i det centrale Esbjerg. På 160 kvadratmeter. Til sig selv.

Når Eva Merz reflekterer over sine valg i dag, ser hun det som en personlig udvikling. Hun gav afkald på den frihed, som hun har jagtet hele livet: Muligheden for at smutte fra det hele uden problemer, skrubler og moralske komplekser. Men i dag er frihed noget andet for hende. Det giver hende frihed at vende tilbage til sine rødder. Det giver hende frihed at have en lejlighed og økonomisk stabilitet, så hun kan dyrke sin passion.

”Jeg kan producere de værker, som jeg har lyst til uden, at de død og pine skal sælges. Og pengene gavner en hel masse andre, som får glæde af fonden. Det er der ikke nogen personlig rigdom, der overhovedet kan måle sig med. Jeg er så privilegeret, at jeg kan gøre det på den måde.”

Det kan godt være, at afstanden mellem Eva og dem, der bor i Esbjergs ”Whiskey-bælte” er blevet både geografisk og mentalt mindre, siden hun levede sine unge dage på en madras i Københavns pisserende. Men én ting vokser Eva aldrig fra: Hun leder altid efter en kamp at kæmpe og et sted at høre til.