Pharfar ta’r musikbranchen bagfra: Waqas

Waqas fra Outlandish: Jeg lider af “impostor syndrome”

Hvad sker der, når folk opdager, at jeg slet ikke er lige så god, som de tror, jeg er? Eller ved de det faktisk allerede? De spørgsmål har Waqas Quadri fra succesgruppen Outlandish ofte stillet sig selv. Han mener, at der i musikbranchen bør være bedre hjælp til at klare den mentale side af artistlivet.

Af RAKKERPAK PRODUCTIONS

– Det er først nu, at jeg er begyndt at kunne bearbejde de her ting, fordi jeg mentalt og aldersmæssigt er klar nok i hovedet til at kunne indse, at der er nogle ting, jeg skal arbejde med.

Sammen med Isam Bachiri og Lenny Martinez udgjorde Waqas Quadri i 20 år Outlandish, som har haft stor succes i både ind- og udland med deres blanding af hiphop, Bollywood, arabisk og latinamerikansk musik. En kombination, som ikke var hørt før, og succesen kom da heller ikke med det samme. I hvert fald ikke internationalt, hvilket var drengenes mål, men modgang fik dem bare til at kæmpe endnu hårdere.

– Det var Brøndby Strand-måden, vi var bare stædige. Jo mere folk sagde nej, jo mere stædige blev vi.

De troede uden tvivl på sig selv og deres projekt. Så meget at det kunne være svært at håndtere, hvis nogen sagde noget, de ikke ville høre.

– Jeg har haft svært ved at deale med kritik rigtig meget igennem mit liv og min karriere. Hvis der var nogen, der sagde noget om mine tekster… Jeg kunne mærke det helt ned i mellemgulvet, det gav mig en kvalmende fornemmelse.

Men selvom Waqas på den ene side har haft stor tro på sig selv og Outlandish-

projektet, så har der altid også været en del af ham, der har tvivlet på hans egne evner. Det fortæller han i podcasten “Pharfar ta’r musikbranchen bagfra”.

Skrøbelige væsner

– Du tror 100 procent på, at alle andre ved, at du er fuld af lort.

Det er først for nylig, at det er gået op for Waqas, at der rent faktisk er noget, der hedder “impostor syndrome”: Frygten for at blive afsløret som en “bedrager”, fordi man i virkeligheden slet ikke er god nok til det, man laver – tror man selv.

– Det æder dig så meget indefra, at du ikke kan give 100 procent. Du føler ikke glæde i det, du laver. Hver gang jeg har skrevet et vers, så synes jeg, at det var lort. Fordi jeg går og tror, at alle andre vil synes det.

Det er et par år siden, at Waqas fandt ud af, at den her angst var noget, han blev nødt til at arbejde med. Han har lært, at han var sin egen værste fjende, og at man tværtimod bør være sin egen største fan.

– Man skal lære at elske sig selv – men fortæl lige det til en 20-årig knægt.

Han ved altså godt, at de psykiske ting, han arbejder med nu, ikke ville have været mulige, da han var helt ung, for der havde han nok ikke været klar til at tage imod hjælp. Men måske det kunne være sket tidligere, hvis hjælpen havde været en naturlig del af den branche, han er en del af.

– Hvis du mentalt er et sted, hvor du ikke er klar til at få de der tæsk eller høre “sandheden” omkring, hvor god du egentlig tror, du er, det kan også være meget hårdt. En ting som har lagget  rigtig meget i vores branche, og stadig gør, det er, at der ikke er psykologer eller en Human Resource-afdeling i pladeselskaber eller hos management eller bookingbureauer, der kan tage artisterne ned og snakke til dem som mennesker.

– Vi er jo nogle “fragile beings”, vi lever af vores kunst. Følelser, der kommer ud gennem fingrene og ned i tastaturet, beats, tekster, sang. Det er uhyre vigtigt, at der er nogen, der kan tale med os som mennesker og har know how omkring det.

Sæt pris på rejsen

Én ting er at lære at modtage feedback omkring sin kunst, men det kræver også mentale værktøjer at håndtere ikke bare nedture, men også succes.

– Det er jo for helvede ikke sundt for et menneske at stå foran 45.000 mennesker, der hylder én, og så går du måske hjem til din tomme lejlighed bagefter og er ensom. 

Waqas mener, at der burde være tiltag i musikbranchen, der hjælper artister og bands med at manøvrere i de her ting. Det gælder for eksempel også samarbejdet som gruppe. Det er næsten det samme som at være i et ægteskab, og af og til kan der blive behov for parterapi. Det gjorde der i Outlandish, men der var ingen (professionel) hjælp at hente.

– De mennesker, der tog skridtet til at sætte os ned sammen, så vi kunne tale ud, de var lige så meget investeret i det. Det, man egentlig havde brug for, var en, der kom udefra. Som ikke havde noget investeret i det og ikke var bange for at blive fyret.

Outlandish gik fra hinanden i 2017, men genopstod i 2019 som en duo bestående af Waqas og Lenny. Derudover laver Waqas også musik under eget navn. Det er ikke “bare” en passion, som kan falme med tiden, men et kald, og den slags mener han, at man skal forfølge. Men der er især én lektie fra den første Outlandish-tid, han holder fast i:– Hvis der er en ting, man skulle have lavet om, så var det, at i stedet for bare at være fokuseret på den der forbandede mountain top, så skulle vi have nydt de små skridt og vejen derop til. Den overså vi helt.

Hele samtalen med Waqas Quadri kan findes på din foretrukne podcastplatform. Søg blot efter ‘Pharfar ta’r musikbranchen bagfra’ eller RAKKERPAK ORIGINALER.