Pharfar ta’r musikbranchen bagfra – Simon Kvamm

Simon Kvamm fortæller, hvordan dét at opgive drømmen førte til et gennembrud med Nephew, om berømmelsens plusser og minusser, om hvordan han håndterer kritik og holdninger udefra samt hvordan iværksætteren i ham trives godt med at starte nye projekter. 

Produceret af MentalVoice
Musik af Steven Mahona og Martin Krogh
Støttet af DMF og KODA kultur

Lyt Lyt

Simon Kvamm: Kan jeg leve med at blive set i gummistøvler?

Vænner man sig nogensinde til at være kendt? Eller ligefrem til at være dobbelt-kendt, som musiker og komiker Simon Kvamm? I et sjældent ærligt interview fortæller den aktuelle musiker om berømmelsens angst, mental undtagelsestilstand og frygten for det offentlige rum. 

Af RAKKERPAK PRODUCTIONS

– Det at blive genkendt giver en følelse af ensomhed. Forstået på den måde, at jeg kan konstatere, at jeg ubevidst har opbygget nogle mønstre i det offentlige rum. Jeg tænker over min rute gennem en gade eller et rum. Bevidstheden om andres blik er der hele tiden, og den bevidsthed er man af mange grunde helt alene med. 

Året er 2004. Fugleinfluenzaen raser i Asien, Krøniken har premiere på DR1 og Saddam Hussein bliver væltet i Irak. Men 2004 er også året, hvor Simon Kvamm opnår dobbelt-berømmelse i Danmark. Med kort tids mellemrum udgiver han og Nephew det prisvindende album, USADSB, ligesom Drengene fra Angora med Kvamm i spidsen cementerer sig som tidens sjoveste mænd. Simon Kvamm går på et splitsekund fra at være ukendt i den brede befolkning til både at være landets mest omtalte musiker og komiker. 

Lyt med her!

– I 2004 turnerede jeg landet tyndt med Nephew og slog samtidig igennem med Drengene fra Angora. Der løb jeg meget, meget stærkt, og jeg har nok været stresset. Men jeg forstår tingene retrospektivt. Jeg forstår først, hvad der egentlig er sket, lang tid efter, det er sket. Og når jeg tænker tilbage, så kunne jeg godt have passet bedre på mig selv i de år. 

Den store berømmelse og den hurtige succes fik lynhurtigt markant betydning for Kvamms dagligdag. Det fortæller han i podcasten ‘Pharfar ta’r musikbranchen bagfra’. 

At arbejde med sig selv

Særligt i årene omkring Kvamms gennembrud var selvbevidstheden noget, han skulle arbejde med mentalt. Simon Kvamm har tidligere fortalt, at han i karrierens første år måtte modtage coaching fra en psykolog for at tackle den pludselige berømmelse. 

Efter 16 år i rampelyset, er forsangeren fra Hugorm og Nephew blevet bedre til at passe på sig selv. Men der er stadigvæk elementer ved berømmelsen, der undrer ham. 

– Der er en underlig diskrepans i, at mange mennesker, jeg aldrig har mødt, føler, vi kender hinanden. Og at de derfor har adgang til at sige alle mulige ting til mig. Så spørger en vildt fremmed, om det ikke er noget mærkeligt hår, jeg har fået. Og jeg tænker: Hvorfor siger du de her ting, når vi slet ikke kender hinanden? 

De andres blik

Igennem interviewet understreger Kvamm, at ens eget blik på en selv altid skal vinde over de andres blik på en.

– Tidligere tænkte jeg på, om jeg overhovedet kunne tillade mig at blive set i gummistøvler? Kan Simon Kvamm blive genkendt i gummistøvler? Når du stiller dig selv den slags spørgsmål, imens din indre stemme omtaler dig selv i tredjeperson, så skal du måske tale med nogen om det. 

Simon Kvamm mener, at hans erfaring med hurtig og stor berømmelse og det indre blik, der følger med, er noget, langt flere mennesker oplever i dag, hvor de sociale medier spiller en stor rolle.

– Det er en særlig bevidsthed, man får omkring sig selv. Det, at tænke på sig selv som en personlig historiefortælling, er noget, alle er udsat for nu. Folk er deres egen redaktør, og man tænker hele tiden på sig selv som en figur i en historie. Alle er blevet ramt af berømmelsens syge, hvor man konstant ser sig selv udefra. 

Grubler stadig om natten

Simon Kvamm er ikke længere bange for at blive genkendt i gummistøvler. Han er ikke længere nervøs i det offentlige rum, og han spekulerer ikke særligt over, hvilken påklædning han træder ud på gaden i. Alligevel er der elementer ved berømmelsen, han aldrig lærer at ignorere. 

– Det gør mig ked af det, når intellektuelle og professionelle mennesker, der beskæftiger sig med kultur, kan blive perfide. Det kan jeg godt gruble over om natten. Men jeg er blevet bedre til at håndtere det, fordi jeg tillader mig selv at være i sync med, at jeg er ked af det. Jeg giver mig selv lov. 

Hele samtalen med Simon Kvamm kan findes på din foretrukne podcastplatform. Søg blot efter ‘Pharfar ta´r musikbranchen bagfra’ eller RAKKERPAK ORIGINALER.