Pharfar ta’r musikbranchen bagfra – Lydmor

Lydmor: Vi er som samfund utrygge ved kvinder der larmer

Jenny Rossander, bedre kendt som Lydmor, mener, at der er forhold i musikbranchen, og samfundet generelt, som kan være med til at spænde ben for især kvinder. Der er forandringer at spore, heldigvis, men problemerne er langt fra løst.

Af RAKKERPAK PRODUCTIONS

– Der er i musikbranchen nogle helt reelle konfliktfyldte steder, som er, at vi er helt vildt mange, der gerne vil det, og ret få, der kan få lov til at gøre det. Det kan vi ikke fjerne. Men vi kan blive bevidste om, at det findes, og at det ikke altid er en specielt positiv ting. Og at det gør ondt på rigtig mange.

Det fortæller den 31-årige sangerinde, sangskriver og producer Jenny Rossander. Hun udgav i 2012 sit første album under navnet Lydmor, og siden er der kommet yderligere tre album, hun har optrådt på et hav af festivaler og har turneret i både ind- og udland. Hun oplever, at der blandt hendes musikerkollegaer er en tendens til at booste succeshistorien; man skal hele tiden fortælle, hvor godt det går med det hele. Men hun mener, at der i stedet bør være mere rum til at snakke om det modsatte. 

– Hvis vi på en eller måde kan finde frem til at åbne op omkring det her game, og hvad det gør ved folk og spørge folk “Hvordan har du det i det her?” Hvis man kunne destigmatisere det spørgsmål lidt.

Lydmor tror, at det vil kunne gøre en stor forskel, især for nye artister, hvis den her slags snakke bliver normaliseret. Musik er en karriere med bølgegang, og det kan føles som om, man er del af en stoledans, hvor man hele tiden skal kæmpe om pladserne. Derfor er det vigtigt, at der også er plads til at snakke om andet end sejrene.

Lydmor påpeger, at musik er en hård branche for alle, men hun mener også, at der er nogle ting, som kan gøre gamet endnu sværere for kvinder. Det fortæller hun i podcasten ‘Pharfar ta’r musikbranchen bagfra’. 

Kampen om tronen

Da Gramex – en medlemsorganisation, der forvalter rettighederne til offentlig fremførelse af indspillet musik på vegne af de udøvende kunstnere – i 2019 offentliggjorde tallene over de mest spillede danske navne i dansk radio, så var der for tredje år i træk ingen kvinder at finde i top-10. De seneste år har desuden budt på masser af debat – ikke kun i Danmark – om fordelingen af mænd og kvinder på for eksempel festivalplakater og spillesteder. Her er kvinderne også underrepræsenterede.  

– I musikbranchen ser vi symptomer på hele samfundet. Det er ikke musikbranchen, som singulært er fucked, og så er resten af samfundet super ligestillet.

Problematikken er altså ikke opstået i musikbranchen, og Lydmor henviser til undersøgelser som viser, at vi som samfund generelt er (ubevidst) utrygge ved kvindelig autoritet og kvinder, der “larmer” eller skiller sig ud fra mængden. Det er både mænd og kvinder, der har det sådan, men Lydmor fortæller, at det faktisk kan være endnu værre hos kvinderne.

– En hypotese kan være, at der også kommer mere utryghed hos kvinder end hos mænd, fordi det der så også sker, når vi er så få kvinder der “larmer”, det er, at vi får en opfattelse af, at der ikke er plads til ret mange.

Lydmor henviser til det, som blandt andre hendes musikerkollega Annika Aakjær kalder for ‘the queen bee syndrome’; der kan kun sidde én kvinde på “tronen”, og hvis du vil have den, så skal du vippe hende af. 

– Derfor begynder vi at se hinanden som konkurrenter og helt subtilt, med bitte små mikro-aggressions, at være lidt sure, når det er andre kvinder, det går godt for, fordi vi føler, at der bliver taget noget fra os, fordi der ikke er ret meget plads. 

I stedet for at kæmpe mod hinanden burde man i stedet samarbejde og hjælpe hinanden frem, og Lydmor fortæller, at der heldigvis er tiltag, som bevæger sig i den retning nu. 

Kvoter eller ej

Den førnævnte mangel på kvindelige artister i radioen affødte en del debat i musikbranchen, og samtidig begyndte flere af de kvindelige artister at snakke sammen om problematikken. Det startede som en gruppechat, hvor en lille gruppe, heriblandt Lydmor, luftede deres frustrationer, men efterhånden blev der blev føjet flere og flere personer til, og snakken kom til at handle om alt muligt andet end Gramex-tallene. Siden blev chatten så til “Musikbevægelsen af 2019” – en Facebook-gruppe for kvinder, non-binære og transpersoner.

– Det er blevet et kæmpe support-netværk, hvor vi taler hinanden op og sparrer og gør noget af det, som kvinder har været dårlige til, og det tror jeg kommer til at kunne ses om fire-fem år. At der lige pludselig er den varme blandt kvinderne i den danske musikbranche.

Det nyfundne sammenhold kvinder imellem er selvfølgelig positivt, men der er også brug for forandring andre steder, før vi kan se en mere ligestillet musikbranche. Lydmor mener ikke, at der skal peges fingre eller at ansvaret for forandring ligger ét sted. Men det er vigtigt med en erkendelse af den her (ubevidste) forfordeling af mænd. 

Hun mener ikke nødvendigvis, at kvoter er svaret. Ingen vil jo bookes til en festival eller spilles i radioen, fordi de skal opfylde en kvote. Det skal ske på baggrund af musikken. Men samtidig kan kvoter være med til at øge bevidstheden om skævvridningen og holde gang i debatten.

– De (festival, spillesteder m.fl., red) skal ikke tvinges, tvinges, tvinges til, at der skal være 50/50, men hvis de booker et program kun med mænd, så kommer vi til at snakke om det.

Hele samtalen med Lydmor kan findes på din foretrukne podcastplatform. Søg blot efter ‘Pharfar ta’r musikbranchen bagfra’ eller RAKKERPAK ORIGINALER.