Pharfar ta’r musikbranchen bagfra – Lina Rafn

Lina Rafn fortæller om sin vej ind i musikken, og hvordan hun oplever det at være kvinde i musikbranchen – om at være ambitiøs, pragmatisk og sig selv og om at skulle kæmpe for at blive anerkendt for det, hun kan. 

Produceret af MentalVoice
Musik af Steven Mahona og Martin Krogh
Støttet af DMF og KODA kultur

Lyt Lyt

Lina Rafn: Kald mig nu for fanden bare musiker

Lina Rafn har altid følt sig som en af gutterne, men samtidig ved hun godt, at hun bliver målt på andre parametre end sine mandlige kollegaer. Og hun er træt af, at vi som samfund er rigtig gode til at putte folk i kasser. Hun er for eksempel ikke “bare” sangerinde.

Af RAKKERPAK PRODUCTIONS

Nu, i Danmark i hvert fald, der ved folk godt, at jeg er ok begavet. Men det tog simpelthen så mange år. Jeg tror først, det var, da jeg førte sag mod SKAT og var til møde med skatteministeren og ramte nyhedsplatformene, at folk var sådan ”Gud, hun kan tænke.”

Det er over 25 år siden, at Lina Rafn gjorde sit indtog i musikbranchen. Først som danser og korsanger og sidenhen som den ene halvdel af dance-duoen Infernal, der blev sat i verden i 1997 og har haft stor succes i både ind- og udland. Hun har selvfølgelig også siddet mellem Remee og Thomas Blachman ved dommerbordet i X Factor. 

– Selvom vi aldrig er blevet instrueret i, hvordan vi skulle være, så kunne jeg godt mærke, at de sørgede for at klippe det, så jeg fremstod som blid, empatisk, sympatisk. Det var helt tydeligt for mig, at det blev redigeret, så jeg passede ned i den kasse, de gerne ville have, jeg skulle ligge i.

Det er dog som sådan ikke “kvindekassen”, der generer Lina Rafn, og der er andre kasser, der er langt sværere at slippe ud af. Det fortæller hun i podcasten ‘Pharfar ta’r musikbranchen bagfra’.

En slutty motherfucking whore

Lina Rafn nævner flere “kasser”, man ret hurtigt kan blive puttet ned i. Der er for eksempel nærmest en genreudskamning omkring dancemusik, som noget der ikke er seriøs musik. 

– Der er ingen, der får lov til at forlade dance. Har du først rørt ved det, så får du aldrig nogensinde lov til at lave noget, som folk skal tage rigtig alvorligt. 

Som kvinde mener hun dog, at man ofte bliver målt på andre parametre end mænd – uanset hvilken slags musik man laver. Hvis man er pæn eller klæder sig udfordrende, så antager folk, at man er inkompetent. Det er Lina Rafn dog fløjtende ligeglad med, og hun har altid klædt sig præcis som hun har lyst til på scenen. Ofte stik imod advarsler om, at det vil koste på karrierekontoen, hvis hun er “for dullet”.

– Jeg kunne meget tidligt mærke, at det vil være for stort et kompromis, hvis jeg ikke får lov til at være en slutty motherfucking whore. 

– Og det er ikke for at opnå en bestemt form for opmærksomhed eller noget som helst, det er fordi jeg føler mig sejere, stærkere, mere inspireret. Jeg føler mig mere levende, når jeg får lov til at komme af med den der energi.

Der er også en ageism, som er mere rettet mod kvinder end mænd. 

Der er en aldersting, der ånder mig lige i nakken, som i øvrigt også helt klart er værre for kvinder end for mænd. Fordi en flot mand på 55, der ligger der på bjørnskindstæppet, og man kan se, han stadig holder sig godt, det er bare lækkert for alle, og mænd siger “Thumbs up, det er stærkt gået.” Vent og se, når jeg står som 55-årig i hofteholder og pushup…

Meget mere end sangerinde

Det er dog hverken dulle- eller dance-mærkatet, der generer Lina Rafn. Helt fra starten af sin musikkarriere – både i sit første band Bordeaux og efterfølgende i Infernal – har hun været dybt involveret i alle dele af tilblivelsen af musikken. Men alligevel har hun fået påklistret et sangerinde-label, som hun ikke kan slippe af med.   

Den kasse, den lader jeg til at være naglet fast i, uanset hvor meget Paw, min makker i Infernal, og jeg italesætter, hvor meget jeg er en del af at skrive, komponere, producere. 

– Det er for vildt, at efter så mange år, så skal jeg bare holdes fast som sangerinde – selv når jeg laver Mads og motherfucking Monopolet. Det er at downgrade mig så sindssygt. Jeg vil vove den påstand, at jeg er, hvis jeg kun var sangerinde, en rædderlig en af slagsen. Men jeg er så meget mere, og derfor er jeg røv-fucking-sej. Men jeg bliver holdt fast i det der på en måde, hvor nu er jeg holdt op med at prøve at komme fri af det. Men hvorfor ikke bare sige musiker? Det er en meget bredere betegnelse, som kan rumme mange flere facetter.

Hele samtalen med Lina Rafn kan findes på din foretrukne podcastplatform. Søg blot efter ‘Pharfar ta’r musikbranchen bagfra’ eller RAKKERPAK ORIGINALER.