Med indignation og retfærdighed som våben går 33-årige Helle Yndgaard Storm, der er sygeplejerske på Rigshospitalet, til kamp mod den tavshed fra politikere og arbejdsgivere, som sygeplejerskerne bliver mødt med. Hun vil bruge sin indre ild på noget fornuftigt og har derfor valgt at blive demo-leder på Dronning Louises Bro.
”Jeg bliver så hidsig, når politikerne ignorerer og bagatelliserer os.”
Det er egentlig ikke svært at forestille sig Helle Yndgaard Storm hidsig. Særligt ikke, når jeg ser hende demonstrere på Dronning Louises Bro i København. For syvende mandag i træk. Og hun demonstrerer ikke bare. Hun initierer det hele. Skaber en stemning blandt de fremmødte sygeplejersker iklædt den røde t-shirt som kampuniform med budskaber som “vi er mere værd”.
Når Helle Yndgaard Storm råber ”lige” i megafonen, råber de 100 andre sygeplejersker ”løn”. Når den 33-årige sygeplejerske fra Rigshospitalet vil have et ”l”, et “i” og til sidst et ”n”, får hun bogstaverne kastet tilbage i hovedet – indtil de i fællesskab staver til ”li-ge-løn”.
Selvom antallet af demonstranter på broen tidligere i sygeplejestrejken har været højere end de knap 100, som er mødt op i dag, og selvom enkelte næsten ikke orker at synge med længere og bare gerne vil afspille sange fra soundboxen, skråler Helle Yndgaard Storm videre i megafonen. Hun kan faktisk slet ikke lade være. Det er kampen for vigtig til, siger hun. Så længe retfærdighedskompasset stadig slår ud, vil hun kæmpe videre.
”Når politikerne ikke går i dialog med os, puster de til den ild, der eksisterer hos os alle. Den vil ikke gå ud. Vi vil have det, som vi fortjener”.
Jeg har aftalt at tage en snak med Helle Yndgaard Storm efter demonstrationen. Jeg vil høre, hvorfor det netop er hende, som styrer slagets gang på Dronning Louises Bro i København. Hvad er det, der mandag efter mandag får hende til at stille sig broen og skråle i megafonen?
Bevidst om de dårlige vilkår
Siden den 19. juni har knap 5.000 sygeplejerske landet over strejket. De er blandt andet utilfredse med lønvilkårene. Strejken skal ses som et opgør med tjenestemandsreformen, der historisk set placerer det kvindedominerede sygeplejefag på et lavere løntrin end de mandsdominerede fag. Det gør blandt andet, at det er svært at rekruttere sygeplejersker til sengeafsnittene på offentlige hospitaler.
Helle Yndgaard Storm har tidligere været politisk aktiv i studenterorganisationen, men det her er første gang, hun demonstrerer for sit fag. Foto: Bjarke Ahlstrand
Forskning viser, at det danske arbejdsmarked er kønsskævt. Faktisk er forskellen mellem kvinder og mænds timeløn i gennemsnit 14,4 procent. Ifølge Helle Yndgaard Storm, der har været uddannet sygeplejerske i tre år, er det ”for sindssygt”.
Alligevel er det ikke ny viden for hende. Hun kendte til uligheden allerede, da hun startede med at læse til sygeplejerske.
Egentlig var Helle Yndgaard Storm kun to semestre fra at have en kandidatgrad i engelsk. Men pludselig stod hun med en følelse af, at hun specialiserede sig inden for et område, hvor hun aldrig ville komme til at gøre en forskel for nogen.
”Jeg tror egentlig altid, at det har været meningen, at jeg skulle være sygeplejerske. Jeg snakkede om det i mine teenageår, men jeg manglede en vis modenhed, før jeg kunne tage beslutningen. I virkeligheden var det nok også bedst, at jeg prøvede noget andet først. Hvis jeg var startet som tyveårig, var jeg nok droppet ud igen.”
“Hvorfor?” Spørger jeg.
Det viser sig, at det for Helle Yndgaard Storm er åbenlyst, at hun ikke ville kunne holde til jobbet som tyveårig. Derfor skal mit lidt enerverende spørgsmål lige bundfælde sig hos hende.
“Det er bare et sindssygt fag at være en del af. Det er ikke et ligegyldigt job. Du står med andres liv i hænderne. Hvis ikke du gør dit job ordentligt, kan det have fatale konsekvenser.”
Demonstrativ galionsfigur
Det er de store tematikker, som bliver berørt, når Helle Yndgaard Storm taler om et sit erhverv. Utilfredsheden bunder i en indignation over ikke at blive behandlet, som hun mener, sygeplejerskerne fortjener. Hun synes, at sygeplejerskerne er ”fucking seje”. Det er også denne beundring, som er med til at skubbe Helle Yndgaard Storm frem som en demonstrativ galionsfigur.
”Folk ved, at det er mig med megafonen nede fra broen af”.
Helle Yndgaard Storm kan ikke undsige sig at være godt viklet ind i retfærdighedens klør. Men umiddelbart lå det ikke i kortene, at det netop var hende, som skulle blive et af strejkens ansigter ud ad til.
Hun er ikke typen, der sad i elevrådet i gymnasiet, og hun har aldrig været medlem af et politisk parti.
Men da hun startede på sygeplejeuddannelsen, tog hun en aktiv beslutning om, at hun ville engagere sig. Hun ville lade sin indre ild brænde på noget fornuftigt.
“Jeg ville være med i det hele. Studenterorganisationer, rus-vejleder og så videre.”
Uden at have skænket fagpolitik mange tanker, mødte hun op til en generalforsamling i den lokale studenterorganisation. Mest af nysgerrighed og for at blive klogere på sit fag.
“Jeg er typen, der påtager mig opgaven, når klasselæreren spørger, om der er nogen, som vil bage en kage til et fællesarrangement. Selvom jeg egentlig ikke har tid.”
I dette tilfælde var kagebagningen en rolle som kasserer i studenterorganisationen. Pludselig havde hun en sag, hendes ild kunne brænde for. En ild, som andre i organisationen delte.
“Jeg havde en rolle, fandt et fællesskab og så åbnede verden sig bare op for mig,” siger hun og drømmer sig tilbage til de år, hvor hun fandt sin faglige passion.
Vildskaben og passionen kunne ikke tæmmes af rollen som kasserer. Når hun hørte om, hvordan sygeplejersker i Hjørring og Sønderborg kæmpede den samme sag som hende i København, ville hun mere. Ilden voksede sig større i maven på hende og en ny position som landsformand for SLS (Sygeplejestuderendes Landssammenslutning) var uundgåeligt.
”Det gav mig meget selvtillid at være landsformand – særligt når jeg lavede interviews. Jeg fik en fornemmelse af, at jeg godt kan lede det her. Det er også derfor, at jeg har modet til at stille mig frem og råbe højt på broen.”
“Den hemmelige strejke”
Som cyklist i København, der krydser Dronning Louises Bro hver dag, er jeg ikke tvivl om, at sygeplejerskerne stadig strejker. Men når jeg kommer hjem foran computeren og scroller nyhedssiderne igennem, bliver jeg i tvivl. Der er meget få overskrifter, der omhandler strejken, og det har fået flere til navngive Helle Yndgaard Storm og hendes kollegers kamp “den hemmelige strejke.” Selvom sygeplejerskerne på Dronning Louises Bro mandag efter mandag forsøger at råbe omverden op, så er det sommervejret, EM i fodbold og OL, der løber med overskrifterne i medierne.
Det resulterer i, at hver tredje dansker endnu ikke ved, om de støtter sygeplejerskerne i strejken. Og på vej på arbejde forklarer erhvervskorrespondent Kasper Schrøder i P1 Morgen hvorfor. Den manglende folkelige interesse for strejken spiller en rolle for politikerne. Hvis borgerne mente, at sygeplejerskerne fortjente mere i løn, ville det påvirke beslutningen, da politikerne er meget opmærksomme på folkestemningen.
Hvis ikke kampen for bedre vilkår fører til noget, er Helle Yndgaard Storm i tvivl om, hvad hun skal gøre. Det er ikke sikkert, at hun fortsætter som sygeplejerske i det offentlige. Foto: Bjarke Ahlstrand
Hvad tænker Helle Yndgaard Storm om det? Tror hun fortsat på, at strejken vil virke?
”Hvis det her ikke fører til noget, ved jeg ikke, om det nogensinde lykkedes for os.”
Idealisme som drivkraft
En mislykket strejke er nemlig endnu ikke noget, som Helle Yndgaard Storm forholder sig til. Så længe det menneskelige ansvar, normeringerne og de skæve arbejdstider fortsat er altoverskyggende for sygeplejerskerne, vil ilden brænde i hende.
Det virker til, at ’gode arbejdsforhold’ og ’sygeplejersker’ generelt ikke er ord, som bliver sagt i samme sætning. Siden 1970 har sygeplejerskerne nemlig strejket fem gange, og det er sket med blandet succes. Senest i 2008, hvor FOA og Danske Regioner indgik et forlig, der blandt andet resulterede i lønstigninger på 13,4 procent over tre år. Derfor er der nok mange – ligesom mig – der har en forestilling om, at jobbet som sygeplejerske må være et kald. En slags moderne Florence Nightingale
Det er Helle Yndgaard Storm som sådan ikke uenig i. Det kommer hurtigt til at handle om idealisme – selvom de fleste af hendes kolleger nok ikke vil sige, at de har truffet et idealistisk valg. Hun mener ikke, at man kan skære alle sygeplejersker over én kam – og heldigvis for det, tilføjer hun.
”Selvom jeg hader udtrykket, handler det for mig om at gøre en forskel. Det at være sygeplejerske er større end en selv. Hvis man er den type, der kan lide at rådgive og værdsætter mennesker, så er det noget for en. Det bliver så pladderromantisk, hvis vi bruger floskler og store ord om sygeplejestudiet. Jeg valgte sygepleje på grund af relationen til andre mennesker. Det er derfor, at jeg kan mærke, at det er fucking fedt at gøre en forskel.”
Jeg kan imidlertid ikke lade være med at sammenligne mit eget erhverv med sygeplejerskerne. På den ene side er journalistik og sygepleje meget langt fra hinanden. Jeg redder ikke liv. Men på den anden side er der en vis idealisme forbundet med arbejdet. Vi har begge en teori om, at vi gør verden til et bedre sted. Mens sundhedsvæsenet stort set altid lever op til dette, er det mere tvivlsom med mit eget erhverv. Fælles for dem er dog, at man ikke vælger dem for at tjene mange penge.
“Er de dårlige vilkår ikke bare et vilkår?” Spørger jeg.
”Behøver det at være det? Kan man ikke godt ville noget og så samtidig ønske bedre vilkår? Folk siger altid: Vidste du ikke godt, hvilken løn du gik ind til? Jo, men derfor kan man jo godt ændre det alligevel. Jeg vidste også godt, hvilke arbejdsvilkår jeg gik ind til. Men én ting er at vide det, en anden ting er at stå i det og mærke det på egen krop. Du ved ikke, hvad treholdsskift vil sige, før du har stået midt i det.”
Helle Yndgaard Storm forskrækker sagesløse cyklister hver mandag morgen sommeren over med megafonen i hånden, når sygeplejerskerne demonstrerer. Foto Bjarke Ahlstrand
Jeg ved faktisk ikke, hvad et treholdsskift betyder, så jeg går hjem og slår det op. Ifølge ordnet.dk betyder treholdsskift en ”arbejdsform, hvor skiftende arbejdshold arbejder i forlængelse af hinanden i tre perioder af døgnet”. Som et eksempel på hvordan ordet bliver brugt, skriver ordnet.dk, at “det ikke er alle, som kan tåle at arbejde i treholdsskift”. Ved en hurtig google-søgning kan jeg også forstå, at det er bevist, at man får flere sygedage, hvis man ofte arbejder i treholdsskift. Så Helle Yndgaard Storm har helt ret. Jeg ved ikke, hvad det vil sige at arbejde på den måde.
Næste stop: Norge?
Strejkens manglende effekt skaber modløshed. Og modløsheden skaber harme. Det er tydeligt, når jeg snakker med Helle Yndgaard Storm, at det er politikerne og arbejdsgivernes manglende udtalelser, som gør hende allermest vred.
Hvis ikke arbejdsbetingelserne for sygeplejerskerne bliver bedre, vil vi i yderste konsekvens mangle mange sygeplejersker på sengeafsnittene, spår Helle Yndgaard Storm. Det bør være mediernes fokuspunkt, mener hun. Som sygeplejerske er man ikke nødsaget til at tage til takke med travle hverdage på offentlige hospitaler. Sygeplejerskerne kan enten flytte til Norge, der har bedre løn og normeringer, videreuddanne sig “væk” fra sengeafsnittene eller skifte til den private sektor, hvor arbejdstiderne er mere forenelige med familieliv.
“Der er noget naturligt ved, at folk forsvinder fra de almindelige jobs og tager en videreuddannelse. Folk gider ikke komme hjem og være fuldstændig ødelagte. Jeg gider heller ikke gå glip af flere fødselsdage.”
Spørgsmålet er, om Helle Yndgaard Storm snart har fået nok. Finder hun det tillokkende at bytte de skæve arbejdstider ud med bedre vilkår?
“Det er da fristende. Hvis ikke dette fører til noget, kommer jeg i højere grad til at spørge mig selv, hvad jeg er værd, og hvad vi så skal gøre for at få højere løn. Hvis ikke der sker noget nu, kan det godt være, at jeg tager til Norge og bliver i evig tid.”
Hidsige Helle med megafonen fra Dronning Louises Bro har efterhånden mødt sin grænse.